Kampen mellem den ydre og den indre verden

Der findes en ydre og en indre verden, som kæmper om vores opmærksomhed hele tiden. Det vi udtrykker, og det vi oplever indeni samtidig. Disse forhold gælder i rigtig mange sammenhænge. Egentlig kan vi næppe skille den indre oplevelse fra den ydre, men vi kan undersøge dem hver for sig, fordi mennesket psykisk er opdelt i flere lag. Vi kan så at sige betragte os selv, mens vi udfører en given handling. Nogle kalder det bevidsthed, andre koncentration. Det går dog stort set ud på det samme.Den menneskelige bevidsthed er det, som er til stede hele tiden, i det mindste når vi er vågne. Man kan se på bevidstheden som en slags scene, hvor der udspiller sig forskellige ting. Det kan være ”tanker” – en indre dialog, som vi har med os selv, det kan være erindringer i form af billeder, eller billeder vi selv finder på. Det kan også være følelser og fornemmelser af fysisk eller mental art. Der kunne gives mange flere eksempler, men mangfoldigheden er ikke det vigtigste. Det væsentlige er, hvordan vi vælger at reagere på de objekter, vi har på den indre scene. Hvilket ydre udtryk vi vælger i forhold til, hvad der befinder sig på scenen. Vi kan være oprørt rasende indvendig, men undlade at lade det komme til udtryk. Vi kan have alle mulige psykiske følelser, men vi har mulighed for at vælge dem fra. Vi kan komme i pressede situationer, men vi kan forholde os til omstændighederne i større eller mindre grad. Vi kan forlænge tiden mellem den umiddelbare oplevelse, standse op og vælge det ydre udtryk til eller fra.

Mennesket styres i overvejende grad af såkaldte ”betingede reflekser”, hvilket sætter os i stand til at udføre handlinger uden at skulle ”tænke” over dem først. Vi kører bil, spiller klaver, gør gymnastik, agerer socialt, og bruger vores sprog stort set uden bevidst aktivitet i bevidstheden. En lynhurtig undvigende reaktion, når vi er ved at støde ind i noget, er et eksempel på reflekser, vi har lært på den ene eller anden måde. Vi kan derfor ikke undvære vores mange betingede reflekser, men vi kan træde tilbage og undersøg om den reaktion de udløser, er det vi gerne vil have, eller om der er noget, vi gerne vil ændre. Vi kan ændre en hvilken som helst betinget refleks, hvis vi vil det. Det kan tage nogen tid at ændre f.eks. vores vanemæssige kropsmønster, måden vi taler på, måden vi tænker på, måden vi trækker vejret på osv. Vi kan undersøge, hvordan vi oplever det, som er på vores indre scene – stoppe op og ændre uønskede vaner.

At synge består også af en ydre og en indre oplevelse. Vi synger på en bestemt måde, og er samtidig i stand til at betragte, hvad der sker inden i vores krop imens. Vi kan følge med i, hvordan vi artikulerer, hvordan vores krop styrer luften, som giver stemmen energi, hvor der optræder spændinger, vi gerne vil af med etc. etc. Der kan optræde en vanemæssig forskel på, hvad vi er mest optaget af, mens vi synger. Er vi mest optaget af det ydre udtryk, går vi måske glip af de indre oplevelser, og finder ingen vej til at studerer og udvikle de muligheder, vi faktisk besidder, men som vi ikke oplever, fordi vi har vænnet os til at have opmærksomheden de steder, hvor informationen ikke findes. I sådanne tilfælde kan vi øve os blå i hovedet uden at blive bedre. De fundamentale funktioner, der skal til for at udvikle stemmen som instrument, undgår vores opmærksomhed. Men heldigvis vælger vi selv om det skal være anderledes. Vi kan vælge at beholde netop de ting på scenen, som kan udvikle os i den rigtige retning. Indholdet i vores bevidsthed, skal være noget, vi har gavn af at arbejde med. Noget som skaber grundlag for kunstnerisk vækst.