Sang fra begyndelsen

Langt de fleste, der møder op til sangundervisning for første gang, har allerede en færdig opfattelse af deres egen stemme. De ved, hvordan det føles at bruge den, hvordan den lyder og om de kan lide den eller ej.

Den nye elev har en ofte ubevidst opfattelse af vejrtrækning, ansats, artikulation og meget mere. For ikke at tale om sprogmelodi, taletempo, betoninger og tryk – altså stemmens kommunikative udtryk, der samtidig udtrykker den talendes personlighed. Stemmen opfattes stort set som en enhed, baseret på, hvordan den lyder og fornemmes. Den nye elev oplever dog også, at stemmen har visse mangler. Svagheder, der kan forbedres.

Begynderstemmen besidder allerede visse fornemmelser for placering (gane, næse, strube, mund). Fornemmelser, der har udviklet sig i forhold til opvækst, miljø, erfaring med sprog, tale, skolegang m.m. Alt sammen grundlagt ved gentagelser, der er blevet til ubevidst vaner.

Hele dette kompleks af indarbejdede reflekser ligger i den ubevidste del af personligheden. Reflekserne kommer til udtryk, ukaldede, uden bevidst planlægning fra intellektets side. Tingene sker bare.

Den første tid med sangtræning går derfor ud på at finde tilbage til, hvad naturen har at byde på. Samtidig skal sangeren bevidstgøres om, hvad der skjuler sig i det ubevidste vanelager.

Grundlæggende går sangtræning ud på at fjerne de dele af vanemønstret, der forhindrer en naturlig stemmebrug. Sangtræning skal derfor ikke opstille idealer for brugen af stemmen, men bearbejde (fjerne) hvad der står i vejen for stemmens naturlige brug og udtryk.

Det kan være frustrerende og slidsomt at skulle fjerne en del af det, man troede, man havde – og arbejde med noget, der ikke er en del af det, man er vant til at fornemme og opleve. Heldigvis er de basale øvelser enkle, naturlige og velgørende at udføre, så de gode resultater kommer hurtigt for den, der er motiveret til at overkommer de grundlæggende vanskeligheder.

Der stilles altså høje krav om en motiveret, intelligent indsats for at få tag i, hvad der ikke vanemæssigt er til stede i begyndelsen. Det kan opleves som om, mennesket er opdelt i en bevidst reagerende personlighed og en ubevidst, rutinemæssig personlighed, der træder til i situationer, denne personlighed synes at genkende. Den ubevidste personligheds viden er altid baseret på tidligere erfaringer – altså på gamle erfaringer – der er opsamlet tidligere i livet. Alt, der er nyt, vil altså være fremmed for denne del af mennesket. Derfor skal der øvelse til. Overtalelser i forhold til den ubevidste personligheds protester. Reaktioner som: Det tror jeg ikke på, jeg har erfaringer, der går i modsat retning – eller: Det virker ikke logisk, jeg har altid lært at … osv. Som menneske, har man det problem, at man tror på det, man tror på – og at gøre noget andet, virker unaturligt og forkert. I den forbindelse er ”viden” er sand begrænsning.

Disse forhold stiller selvsagt også store krav til en underviser, der giver sig af med netop at påvirke den intelligente personlighed til at opleve, undersøge, fortolke og ”træne” den ubevidste personlighed til at kunne udføre opgaver, der er tjenlige i givne situationer.

Som sangere træner vi teknik til den bliver så ubevidst for os, at vi kan holde fri i hovedet og koncentrere os om musikkens egentlige indhold.

Denne ophobning af tidligere erfaringer begrænser sig ikke kun til, hvad man har lært, men også hvad man støtter sig til af følelser og fornemmelser.

Det ideale sang-mennesket skal ikke oplæres til at fungere som en maskine, hvor hver del har en bestemt og uforanderlig funktion, dikteret af en sangpædagog. Ideelt set skal alle maskindelene fungere fejlfrit sammen og producere et ensartet, fejlfrit produkt, men baseret på ens egne personlig valg.

Man bør altid være i tvivl om hvad der er rigtigt og forkert. Læreren har en kundskabstransmitterende funktion (lære isolerede facts, udføre mekaniske funktioner), der så kan lagres i det ubevidste system.

Sangere skal være fleksible, omstillingsparate, engagerede mennesker, som både kan tage ansvar for sig selv og samarbejde tæt med de opgaver udviklingen kræver.

Det kræver mod, energi og selvtillid at være med. Nogle kan og vil blive stærkere gennem de udfordringer og dilemmaer, de bringer sig i. Andre vil ikke kunne magte det - og bliver tilskuere.